Det sidste blogindlæg

Her sidder vi i vores julestue og ser rejseholdet, med et plastikjuletræ i baggrunden

Så har jeg endnu en gang holdt jul i det store udland. Ind imellem har jeg været fyldt op af stemningen og haft julestjerner i øjnene, og andre gange føltes julen som et fjernt minde. Vi har ellers gjort meget for ikke at glemme den. Vi har haft en rød juledug på bordet, tændt stearinlys og set et afsnit rejseholdet som erstatning for julekalender hver eneste aften, vi har sågar haft et lille plastikjuletræ stående i hjørnet af vores stue. Men efter solen er gået ned og vi sidder i stearinlysets skær og læser Charles Dickens juleeventyr, føles det næsten som en hver anden jul, forskellen ligger i den evige sved på panden, gadedrengene som banker på døren og manglen på flæskesteg.  Men efter vi kom til Kipili, har vi rigtig fejret jul og også nytår.

Vi besluttede at slutte alle ting af i Sumbawanga, for selvom det er planlagt at vi skal tilbage dertil for at overnatte to nætter, så kan man aldrig vide sig sikker, der sker altid noget uventet. Det første farvel var helt tilbage i starten af december, da Karen tog herfra.

Der var ikke rigtig gået op for mig, før hun pludselig stod en morgen med kufferterne pakket. Alle gadedrengene og drengene fra baggården var kommet for at følge hende godt af sted til busstationen, vi var derfor en stor flok som vandrede i morgenlyset på vej mod busterminalen. Da Karen skulle tage afsked med gadedrengene, og da det gik op for dem, at hun ikke vil tage nogen af dem med tilbage til Danmark brast både hun og alle gadedrengene i gråd. Der var et kæmpe hylekor som hun efterlod Therese og jeg. Vi gik med armene om de små gadedrenge tilbage til huset efter hun var kørt. De var så fortvivlede og modløse og spurgte til hvornår vi ville tage af sted og om vi ville tage nogen af dem med tilbage – bare én? Suk, desværre ikke. Men formiddagen udviklede sig godt, og selvom vi alle sammen savner Karen, så går tiden videre.

Ved afslutningen på børnehjemmet stod jeg til gengæld for en solo hylekoncert, det var et svært farvel. Vi tog derud mandag aften, hvor vi holdt et brag af en farvelfest med ballondans, diskotek og gave overrækkelser. Efter at have pakket alle vores ting ned, havde vi masser af gammelt tøj og andre ting, vi ikke ville have med hjem. Derfor fik vi lavet en lille personlig pakke til hver enkelt barn, og udover havde vi købt en fodbold, tandbørster og sakse til hjemmet. De blev så glade og var fuldstændig oppe at vilde, vi fik virkelig kørt en stemning op. På et tidspunkt samlede den ældste os alle sammen, og hver enkelt barn blev pålagt at sige en sidste tak og farvel til os. Selvom de blev tvunget og sætningerne var kliche sætninger, var det alligevel dejligt at høre dem udtalt fra alle børn. Jeg holdt mine følelser nede, og kun én gang var jeg ved at knække, men jeg holdt stand.

Et dejligt fælles billede, bare ærgerligt de er så mørke, så man ikke kan se dem

Næste morgen stod vi tidligt op og fangede hvert barn, som tog væk fra børnehjemmet, de fik et kæmpe farvel kram og held og lykke for fremtiden. Det var en mærkelig følelse, børn hvis historie man efterhånden kender så godt og er blevet en del af, en historie som man lynhurtigt bliver skrevet ud af igen. Gad vide om de vil huske os, og hvis, hvordan vil deres minder om mig så forme sig? Da en gruppe af mellemdrengene, mine ynglings, skulle af sted med majsfyldte sække på hovedet, begyndte det at klemme om mit bryst. Den ene ville ikke slippe min hånd, det var så svært. Jeg følte dårligt nok, at jeg kunne trække vejret, men alligevel fik jeg først tårer i øjnene, da de forsvandt ned af vejen væk fra mig. Therese og jeg sad sammen og så dem forsvinde, samtidig med taxaen kom kørende. Vi sagde farvel til de sidste, og så snart jeg sad inde på bagsædet kunne jeg slet ikke styre det, og så hulkede jeg hele vejen hjem til huset. Jeg plejer nu godt at kunne styre mig, men jeg havde slet ikke hold på mig selv, det var lidt skræmmende. Når jeg tænker tilbage på den morgen bliver jeg helt sørgmodig, jeg savner børnene rigtig meget. Det er så trist aldrig at skulle se dem igen, nu er de fortid for mig, og jeg er fortid for dem. Efter at have pakket alle ting ned og formelt afsluttet vores praktik, var vi klar til at tage af sted mod Kipili for at fejre jul og nytår.

Det var så varmt i Kipili, vi målte flere formiddage temperaturen i skyggen til at være 30 C. Derfor har størstedelen af min juleferie gået med at flyde rundt i Lake Tanganyika eller daset i et køligt værelse med en god bog og yatzy.

Selve juleaften føltes ikke så højtidelig, men var meget hyggelig. I alt var vi seks volontører og så Knud, som skulle holde jul sammen. Dagen startede ud med at være utrolig varm, så vi var nede at tage os en svømmetur inden middag. Julemiddagen bestod af det som den altid gør, nemlig ris og bønner, så det var der ikke meget fest over. Men kl. 19 ringede det til fællesspisning foran kirken, det var rigtig hyggeligt, selvom det igen kun var ris og bønner. Vi sad alle sammen på opstillede kirkebænke under stjernerne, et kæmpe fad rid og bønner til ca. 8 personer stod rundt omkring mellem bænkene. Så gjaldt det om at finde det lækreste fad og stikke klør fem i sammen med de andre 7 personer, man skulle dele med. Os wazungu fandt et fad at dele sammen, men vi kunne ikke engang komme halvejs igennem, og så snart vi lænede os lidt tilbage, kom en kæmpe flok børn parate til at overtage, hvor vi slap. Det var en ok julemiddag, meget anderledes og overstået på 10 minutter, ikke som den fem retters menu, vi er vant til fra Danmark.

Efter fællesspisning viste Knud en film om Jesus på storskærm nede på hovedgaden i den lille landsby. Eftersom filmen er fra engang i 70-80’erne og med swahili tale, faldt jeg hurtigt i halvsøvn på et tæppe under storskærmen. Det var ret kedeligt og ukomfortabelt at lægge der midt på hovedgaden med en gammel film i baggrunden, så da den endelig var færdig, overvejede jeg endda at droppe julegave uddelingen, bare for at kunne komme i seng. Men først var der lige midnatsgudstjeneste, det var godt nok hårdt at holde sig vågen. Vi sad på små træbænke uden ryglæn i 1½ time og lyttede til en gudstjeneste på swahili, før vi kunne komme hjem. Heldigvis kom jeg i humør igen, da jeg så vores julepyntede plante i stuen med gaver under. Vi satte julemusik på og tændte stearinlys, klunsede, drak gløgg, spiste ris a la mande, og til sidst samledes vi i sofaerne omkring juleplanten og sang julesalmer, det føltes som juleaften. Bagefter var der gaveuddeling, vi havde alle trukket et navn, som vi skulle købe gave til, derfor var der en stor gave til hver. Det var så hyggeligt, og der kom en rigtig julestemning.

Til nytår valgte vi at tage væk fra det lille landsby samfund og ud til en luksus lodge kun ½ times gang derfra. Lodgen ligger lige ned til vandet og ejes af et sydafrikansk par, det er et virkelig lækkert sted. Vi havde bestilt 4-retters nytårsmiddag og overnatning med morgenmad for 50 $ hver, helt klart hele prisen værd. Det var sådan en god og luksuriøs aften i forhold til, hvad vi er vant til. Vi blev vartet op af en masse tjenere og sad dejlig tilbagelænede med udsigt over vandet, ej hvor jeg savner det allerede. Vi var kommet om eftermiddagen, så vi brugte tiden på at bade og hygge os med spil og snak indtil aften. Efter maden blev der danset, tændt stjernekastere, i mangel af rigtig fyrværkeri, og sprunget ind i det nye år.Næste morgen er den bedste 1. januar jeg har haft i lang tid. Jeg vågnede kl. 8 og besluttede at tage en morgendukkert, bagefter slængede jeg mig i en blød sofa under skyggen og bestilte frisk kaffe og omelet. Det endte med at vi blev der til kl. 18:30, hvor vi var tvunget til at gå hjem før mørket. Dagen gik med at dase i skyggen, bade og spise alt det lækre mad til ingen penge.

Jeg har haft en meget afslappende og varm juleferie, og det har været rigtig dejligt, men nu glæder jeg mig til igen at komme ud og opleve noget. I Kipili findes tiden ikke og derfor sker der heller ikke særlig meget, det dejligt at få udfordringer igen. Min plan ind til videre er: først tager jeg tilbage til Sumbawanga, der flyver jeg fra torsdag d. 5. januar mod Rwanda. I Rwanda ser jeg nogen af verdens sidste bjerggorillaer og mindes massakren i 94. Mandag d. 9. januar tager jeg tilbage til Tanzania for at besøge det sted, jeg arbejdede sidste gang dvs. Bukoba og Arusha. Her ved jeg endnu ikke hvor længe jeg bliver, men regner med indtil d. 14. januar ca. Så rejser jeg til Kenya for at se Karen Blixens hus og bagefter opleve Mombasa på Kenyas østkyst. Til sidst tager jeg tilbage til Dar Es Salaam i Tanzania, hvorfra jeg flyver til Danmark søndag d. 29. januar og lander kl. 22 ca.

Som overskriften antyder, så er det her det sidste indlæg, så næste gang I hører fra mig, er det ansigt til ansigt. E, jeg kommer nok på internettet et par gange under min rundrejse, men det er sidste blogindlæg. Wow, det bliver for underligt at komme tilbage igen, men jeg glæder mig til at se jer alle sammen igen.

Kærlig hilsen Amanda

Her er jeg på vej hjem til Kipili roende i det grønneste og klareste vand, jeg nogensinde har set. Vi havde været på ekskursion på en lille ø i Lake Tanganyika. det fæltes næsten som et afsnit af Robinson ekspeditionen. Vi sad i en lille trækano med 2 lokale, så vi wazungu var tvunget til at ro med, det var hårdt. Jeg vil lige tilføje at der altså både lever krokodiller og flodheste i det vand, glad for at vi ikke væltede i. 

Ps: Jeg har oplevet endnu en farlig dyr oplevelse i Kipili. En morgen da jeg gravede efter tøj i min kuffert, kom der en skorpion kravlende frem. Heldigvis gik jeg hurtigt i aktion og smadrede den med min klip klap. Godt at jeg ikke nåede, at tage undertøjet på, det kunne have givet en smertefuld overraskelse.

Pps: Jeg har også lige oplevet en anden farlig ting på vejen fra Kipili, vi skulle nemlig køre med den lokale bus 6 timer fra Kipili til Sumbawanga her til morgen. Heldigvis havde vi bestilt biletter oppe foran på forhånd, så vi havde gode pladser, i modsætning til alle dem som stod klemt sammen i midtergangen. Det er slet ikke til at beskrive hvor fyldt en bus i Tanzania kan blive, men forestil jeg gennemsnitlig 2½ menneske pr. sæde, og så alle dem der kan vakuum pakkes ind på ståpladserne.

Det første stykke af vejen går gennem bjergene, her går det stejlt opad og der er mange hårnålesving. På vej op gennem et af svingene er bussen for lang til at kunne nå rundt, derfor sætter chaufføren de ikke fungerende bremser i, mens hans medhjælper springer ud for at lægge sten bag baghjulene. Folk begynder at tale nervøst sammen og flere børn begynder at græde. Da chaufføren sætter i bakgear, kan vi mærke at der slet ikke er kontrol over bussen, og den begynder at trille hurtigere og hurtigere bagud ned af skrænten. Folk begynder at skrige og mase sig vej ud af bussen, flere springer ud af vinduerne. Det er uhyggeligt, vi sidder helt mast, så det er umuligt at komme hurtigt ud af bussen for alle de paniske mennesker. Et par stykker af de mænd som er sprunget ud forsøger at lægge store sten bag bussen, men det eneste de risikerer, er deres liv. Pludselig kan vi mærke et kæmpe bump, og bussen holder stille. Vi får endelig mast os ud, og ser at bussen er stødt ind i en jordbunke lige inden klippeskrænten. Hvis ikke den jordbunke havde været der, ville Therese og jeg være styrtet med bussen ned. Jeg var helt rystet bagefter og havde absolut ikke lyst til at køre videre med den, desværre havde vi ingen andre muligheder. Der kom flere hårnåle sving og en enkelt gang mere mistede chaufføren kontrollen, men her nåede flere mænd at springe ud og blokere vejen med sten. Udover det kunne man tydeligt høre hver gang vi kørte ned af en bakke, at bremserne dårligt nok havde nogen effekt. Jeg er meget taknemmelig for at vi skal med fly fra Sumbawanga og ikke med en lokal bus igen. 

Her holder bussen med "røven i vandskorpen"

Det næstsidste blogindlæg (måske)

Så bliver det måske det allersidste blog indlæg for denne gang, måske. Jeg tager fra Sumbwanga d. 21. december, og så kommer jeg kun tilbage for én overnatning, så vi er ved at afslutte alting hernede. Planen er at holde jul og nytår i Kipili, og herefter begynder vores rejse mod Rwanda og senere mod Kenya for mit vedkommende.

På det seneste har tingene ændret sig lidt i huset. Mama Pendos datter Agatha blev alvorligt syg af tyfus og hjernemalaria. Hun blev indlagt på intensiv efter at have haft hallucinationer og til sidst faldet om. Vi var henne på hospitalet efter hun havde ligget der i 6 dage. Hun lå helt alene inde på stuen med kun en enkelt sygeplejerske som vagt ved hendes side. Det lignede først at hun sov, men da jeg kom tæt på, kunne jeg se hvordan hendes bryst hævede og sænkede sig i unaturligt hurtigt tempo. Hun havde helt røde kinder og øjnene var meget lidt åbne. Det var umuligt at komme i kontakt med hende, ligesom det havde været de sidste 5 dage. Mama Pendo fortalte, at hun den anden morgen havde talt til Agatha, og så var tårer begyndt at løbe fra Agathas øjne, men det var den eneste respons de havde fået fra hende, siden hun faldt om. Vi var der henne fredag eftermiddag og lørdag formiddag døde hun.

Det hele skete på kun 2-3 uger siden hun blev syg af malaria, og nu står hendes mand tilbage med tre børn, deriblandt en som ikke engang har levet 1 år endnu.

Når et menneske dør i Tanzania samles alle berørte i familiens hus for at sørge. På samme måde blev alle møbler ryddet ud af Mama Pendos stue, og i stedet blev der spredt gulvmåtter ud. Alle kvinder samles omkring Mama Pendo, de råber, skriger, græder, synger og beder sammen. Mændene er sammen udenfor huset og sørger i stilhed. Det er langt fra alle der kan være i huset, så der er fyldt med mennesker i alle rum af huset og langt ned af vejen. Det virkede meget voldsomt, da vi ankom lørdag eftermiddag. Vi kunne høre højrøstede kvinder inde i stuen, og en masse kvinder kom gående imod os med tårer som vandfald, mens de skreg mod himlen. Vi skulle tage skoene af og træde ind i stuen mod Mama Pendo, som sad som en stor grædende Buddah lænet mod endevæggen. Der var fyldt helt op med kvinder inde i stuen som alle sad på gulvet og græd, så det var en labyrint at komme frem, men da jeg nåede Mama Pendo, var jeg så glad. Det var så dejligt at kunne knæle ned og slå armene om hende, i sådan en situation findes der ikke ord. Efter at have kondoleret gik vi ud i baggården, det var for meget at sidde i stuen med de andre kvinder. I baggården gik en masse andre kvinder og lavede mad til de flere 100 mennesker, som ville passere i løbet af de næste dage.

I tre dage er familiens hus åbent for sørgende, man kommer og sætter sig med de andre, og så gælder det ellers bare om at komme ud med smerten. Der bliver sunget traditionelle sange, råbt til Gud og grædt højlydt.  Nogen bliver der de tre dage i træk, andre, som os, går til og fra. Vi blev der 2-3 timer lørdag og kom igen 3-4 timer søndag. Mandag, den tredje dag, skulle liget begraves. Da vi kom, var der om muligt endnu flere mennesker end de sidste to dage, familien og pårørende var nu kommet fra hele landet af. Liget lå ude foran huset i en hvid kiste dækket med blomster. Under fællessang gik alle mennesker forbi kisten i en lang række. Da jeg kom forbi, så jeg kun en sovende kvinde på en hvid pude, det lignede slet ikke en død, men det hele gik også meget hurtigt. Efter at alle var gået forbi kisten og sagt det sidste farvel, blev den skubbet op på en pickup sammen med den nærmeste familie. Begravelse foregik ca. 2 km derfra, bilen kørte stille af sted med en kæmpe flok mennesker bag sig. Alle kendte en smutvej til begravelsen, og nogen skulle måske hjem forbi. I al fald kom der små strømme af mennesker fra alle små veje, det var virkelig som at se mange bække små udgøre en å. Jeg havde den samme følelse som når jeg er til en stor koncert, alle mennesker er samlet om et og stemningen er så stærk, man kan ikke undgå at blive påvirket af den. Blandt menneskemængden var 2-3 kor, som alle sang på vej mod begravelsen. I alt var der ca. 500-700 mennesker på vej af snørklede veje mellem lerhytter ud til en stor begravelseseng.

Til selve begravelsen var det begrænset hvad vi kunne se, men da pickupen med den nærmeste familie kom, var de så udmattede af sorg, at de skulle bæres hen til graven. På det tidspunkt havde jeg set så mange mennesker skrige af sorg, at det til sidst ikke påvirkede mig. Desuden spiller de på sorgen, så det er svært at tage det helt ind. De gør en kunst ud af det.

Det var utrolig smukt at sidde på engen med alle de andre mennesker, solen var på vej ned over Sumbawangas omkransende bjerge, og det helt specielle varme aftenlys og cikaderne gav en god afslutning på sørgedagene.

Mama Pendo har ikke været på arbejde hos os endnu, og hun kommer nok heller ikke foreløbigt, da hun selv er blevet indlagt på hospitalet med hovedpine og for højt blodtryk. Hun kan hverken sidde eller stå selv og heller ikke tale en hel sætning. Vi var ovre at besøge hende forleden, det er hårdt at se hende i så stor sorg. Hun virkede slet ikke til stede. Mama Simon siger, at hun vil overleve, men jeg kan ikke lade være med at være bekymret, det er svært at skulle forlade hende i sådan en situation.

Der er fyldt med sygdom omkring os i øjeblikket. En pige på 9 år fra børnehjemmet fik også en slem omgang malaria, som nu er gået over i en anden sygdom. De andre fra børnehjemmet ved ikke hvad det er, men de tror måske, at hun kan være besat! Ja, det er altså en ”sygdom” som forekommer her i Afrika. De har fortalte, at hun snakker med en anden stemme og siger dårlige ting, bl.a. siger hun, at hun ikke vil drikke vand fra deres brønd, men kun vand fra butikker. Det er så svært at forstå. De har taget hende til en heksedoktor som har bedt for hende en hel nat i træk, det virkede ikke, så nu overvejer de at tage på hospitalet, men de vil lige se det an. Det er altså noget andet end i Danmark.

Et andet lille sygt barn er Abel, han er 10 år og gadedreng. En dag sad han ude foran vores hus og legede med en lille sort edderkop, da edderkoppen ikke gad mere bed den ham. Siden da har han været rigtig syg, han kom og spurgte os om hjælp. Så nu har Therese været med ham på hospitalet, hvor han er blevet indlagt. Stakkels dreng, der er jo ingen til at tage sig af ham. På hospitalet i Tanzania skal man selv sørge for mad, drikke og selv dosere medicin. Det er normalt noget pårørende tager sig af, men han har ingen. Therese har i dag været deroppe og købt mad, men nu har vi overladt det til Joseph (lederen af Bethania), han skal nemlig være der seks dage, og vi tager af sted om fire dage. Han fik det meget dårligt i går aftes og overnattede på hospitalet, men kun ½ af natten for så kom hans storebror på 12 og hans venner, også gadedrenge, og hev ham ud derfra. Af en eller anden grund har de ikke følt sig trygge ved at han har sovet på hospitalet, de ville have ham med ud og sove på gaden.

Til mere opmuntrende historier; jeg har været til fredagsbøn i en Moské. Ja, ved ikke om det er opmuntrende, men det var spændende. Vi ville egentlig gerne bare se moskeén, men så snart vi kom tæt på, blev vi straks inviteret med til bønnen. Det var meget spændende at opleve, vi fik bundet tørklæder på hovedet, og jeg fik slået et stykke stof om mine ben, da min nederdel ikke dækkede helt ned til anklerne. Inden vi kunne træde ind skulle vi lave den rituelle afvaskning, tre gange på hver arm, i næsen osv. Så kunne vi træde ind i et aflangt rum med intet andet end et gulvtæppe, en masse kvinder sad i lange lige rækker på gulvet vendt mod øst. Vi satte os ind sammen med dem, og for første gang i Tanzania følte jeg ikke, at jeg stak uden for mængden. Med alt det tøj vi var dækket med og panden i jorden, kunne ingen vide at jeg var hvid. Det var helt rart at føle sig anonym. Vi sad næsten en time og lyttede til en stemme gennem skrattende højtalere, det blev lidt kedeligt til sidst. Da selve bønnen kom, blev vi nødt til at følge med i ritualerne, på det tidspunkt følte jeg det lidt blasfemisk. Jeg betragter mig selv som kristen, og derfor var det i modstrid med hvad jeg egentlig havde lyst til, men det var svært at komme ud af på det tidspunkt. Bagefter blev det endnu værre, så snart vi rejste os var vi igen udestående hvide, og en masse kvinder kom hen til os. De var meget ivrige efter at overbevise os om Islams sandheder, vi var meget velkomne og de ville hellere end gerne bruge timer på at undervise os i koranen. Så godt vi kunne løftede vi op i skørterne og cyklede hurtigt hjem, de skulle helst ikke finde ud af at kristne havde været inde i deres moské , og vi ville heller ikke lyve om vores tro over for dem.

Det blev nok ikke det sidste indlæg, jeg bliver jo nødt til at komme med en afsluttende bemærkning om mit ophold i Sumbawanga. Jeg håber at kunne give lyd fra mig dagen inden vi rejser endeligt fra Sumbawanga, altså omkring. 3 januar, der kan I høre om jul og nytår i Kipili.

Glædelig jul og godt nytår

For resten så havde vi planlagt at spise flæskesteg i Kipili til juleaften, men der skete et lille uheld. Knud stillede den nyindkøbte gris nede ved vandkanten (til den sø hvor vi plejer at bade) og i løbet af natten er den så blevet spist af en krokodille. Se det var en rigtig Afrika historie.

Hilsen Amanda som sidder i 30 graders varme og venter på flere spændende oplevelser. 

En nattelig udflugt

Okay, det har taget mig rigtig lang tid, at tage mig sammen til at skrive det her blogindlæg. Nu er jeg omsider i den rette stemning, det er nemlig ikke et blogindlæg med en masse sjove små oplevelser, men et indlæg om en natteudflugt, der chokerede og fik mig til ikke kun at se virkeligheden, men også opleve den.

I Sumbawanga er der et andet kendt børnehjem, Bethania, her er Joseph leder. Joseph er vokset op i Sumbawanga og har siden valgt at bo her med sin familie også, han har om nogen en finger på pulsen, hvad angår Sumbawangas natteliv. Både forsiden og bagsiden af medaljen er kendt for ham. Vi mødte ham første gang, da vi tog ud for at se på Bethania for inspiration til vores eget børnehjem. Overraskende nok kunne han genkende mig! Han har været studerende på den internationale linje på Diakonhøjskolen samtidig med at jeg har gået der, vi har åbenbart snakket sammen, og jeg havde prøvet mit swahili af på ham dengang. Jeg må indrømme, at jeg kun har et svagt minde selv. Så snart han fandt ud af, at vi var diakonstuderende, blev vi straks lukket ind i varmen. Han har taget rigtig godt hånd om os, og er en værdifuld kilde til informationer hernede. Han arbejder hovedsageligt for Bethania, men har bl.a. også et drop-in-center, hvor børn med problemer kan komme hele døgnet rundt. Derudover tager han ugentligt på natteudflugt i Sumbawangas mørkere kroge. Det var sådan en natteudflugt vi var med på.

Han kom lørdag kl. 21:30 i sin bil, vi havde siddet og ventet fra kl. 19 (det tidspunkt vi havde aftalt) og var allerede trætte, men vi kvikkede hurtigt op. Det første han fortalte var, at han var ved at løbe tør for benzin og der i øjeblikket var mangel på benzin i Sumbawanga, så det kunne godt være vi ville komme til at gå, men han håbede det ikke, for det ville ikke være særlig sikkert for os hvide piger. Det var første gang jeg slugte en klump. Lidt efter kørte vi hen til en benzintank, og Joseph var væk i laang tid, og vi var lidt nervøse til sidst. Det er nemlig sådan, at så snart mørket falder på er der meget få afrikanere ude på gaderne, dem der er ude hænger i barerne og steder hvor der ellers er kunstigt lys. Da vi sad på den efterladte benzintank, kom der få afrikanere gående, men det var umuligt at se dem, før end de var et par meter fra os, så kommer de lige så stille glidende ud af skyggerne, og det eneste man kan se er deres tænder. Til sidst vendte Joseph tilbage og heldigvis med en dunk benzin. Vi kunne begynde selve natteudflugten.

I løbet af natteudflugten, arbejdede vi os igennem de sociale lag i Sumbawanga med det højeste som det første. Først kørte vi ned gennem en af de oplyste gader, her lå en masse barer hver aften fyldt op med mennesker. Han pegede ind imellem gennem bilruden og fortalte, om de gadedrenge vi kunne se arbejde i gyderne mellem barerne. De har selvfølgelig de værste opgaver og også de farligste, men på den anden side, er man heldig at kunne få enten mad eller penge som belønning, så gør de fleste det gerne. Han fortale om de dyre steder, som selvfølgelig er vores stamsteder, der hvor vi tager hen, når vi ikke gider lave mad eller vaske op. Efter lidt tid nåede vi til en stor udendørsbar som er meget populær, her går middelklassen hen. Masser af kvinder arbejder som servitricer, og de har ikke meget tøj på, men til gengæld masser af godt humør, måske lidt for godt. Han fortalte, at det at være servitrice i Tanzania indebærer at være prostitueret, og da vi kiggede rundt efter kvinderne igen, kom det egentlig ikke bag på mig. Flere steder kunne jeg se fulde ældre mænd tage på piger, som i al fald ikke var over 20, men gjorde sig til i lårkorte kjoler og kæmpede for at gå på lige linjer i beruset tilstand. Joseph fortalte, at nogen går ud med venner bare for at få en øl og have en god tid, men de fleste har koner og børn derhjemme og kommer efter en ung pige/servitrice. Alle kvinderne på en bar er prostituerede, ifølge Joseph, hvis man tager i byen er det for at finde en man kan tage hjem sammen med, og hvis man er heldig og pige får man også penge for det. Det overraskede mig på nogle måder, men når jeg tænker tilbage på de gange jeg har været ude i Tanzanias natteliv, kan jeg godt se det. Det lyder overdrevet, og det er selvfølgelig også en generalisering, men der er noget sandhed i det.

 Efter at have siddet på en middelklasse bar, fået en øl og en god snak med Joseph, fortsatte vi ned gennem de sociale lag. Han fulgte os hen til det kvarter, hvor han selv er vokset op. Vi var henne at se hans hus i mørke, og han fortalte, at det var et af de farligste steder i Sumbawanga. Det er kun fordi han har boet der og kender menneskerne, at vi var i stand til at gå der uden for livsfare. Han viste os gyden bag hans hus, hvor han flere gange hørte kvinder blive voldtaget og mænd blive overfaldet. Lidt derfra var en gade med små barer og butikker, her hængte en del mennesker ud. Jeg følte mig så malplaceret, helt hvid og ren i forhold til dem. I kroge og gyder stod mørke afrikanere og faldt i med skyggerne. Flere fulde og skæve kom hen til os for at snakke. De kom i alle aldre og afskygninger, den gamle fulde dame og den skæve unge gadedreng, det var så mærkeligt at stå midt i det. Langs væggene stod flere piger med korte kjoler og flirtende blikke, helt ned til 14 år så vi, men de findes yngre endnu. Jeg er glad for at Joseph var der, han kendte dem alle sammen og hilste fint på dem, så følte man sig ikke helt så intimiderende. Men hvor var det mærkeligt at gå som turist i andres liv, især når man føler sig overlegen i forhold til dem.

Efter lidt tid gik vi hen til et hus et stykke væk, her var ingen lys overhovedet og heller ingen mennesker. Alligevel bankede Joseph på, og vi blev vist ind af en kvinde med et barn på ryggen, hun har ca. været i 20’erne. Vi gik gennem hendes hus og ud i en lille gårdhave med et anneks. Her inde i annekset sad 3 mænd, kvinden der fulgte os derud skruede højt op for en skrattende radio og tilbød os sit hjemmelavede sprut. Rummet var på størrelse med et dansk badeværelse ca. og indeholdt to primitive bænke og en hylde med radioen. Den ene af mændene var en ung rasta mand, han var meget fuld og skæv og dansede svævende rundt på gulvet, den anden var en meget gammel mand som også havde drukket rigeligt, han sad nede på gulvet og fortalte med en meget overbevisende stemme en masse sludder, den tredje havde kun et ben og sad på bænken ved siden af Karen med en arm om halsen på hende. Kvinden, som også var meget fuld, dansede rundt på gulvet med hendes barn på ryggen. Jospeh fortalte historien om manden med det ene ben og kvinden. Kvinden havde egentlig et overkommeligt liv tidligere, men hendes mand var død, og nu kunne fandt hun ingen anden mulighed end at sælge sin hjemmelavede sprut og sin krop, for hun havde ingen uddannelse af nogen form. Manden med det ene ben havde engang haft to. Han var blevet taget i tyveri af en radio, og de ældste havde i fællesskab besluttet at brænde ham levende som straf. Det er normalt, at de ældste i området tager vigtige beslutninger som denne, at gå til politiet er for besværligt og koster for meget i korruption. Nogen af de mest brugte afstraffelser er at blive brændt levende og blive stenet. Heldigvis for manden, har nogen været ham nådig, og han fik kun hugget et ben af som straf. Nu lever han til gengæld endnu mere miserabelt end før.

Her sidder vi i annekset. Ham med armen om Karen er tyven med kun et ben.

Det anneks var et af de socialt laveste steder vi så, det var så ynkeligt at se på, jeg får helt ondt af at tænke på det. De mennesker der kommer der har virkelig ingenting overhovedet, det var en samling af tabte mennesker jeg så. Det mærkelige var, at jeg nød at være der. Der var noget råt og fuldstændig nøgent over det, da ingen havde noget, hverken tøj, viden eller stolthed, var der heller ingen der havde nogen forventninger, og det kunne mærkes tydeligt. Vi blev budt velkomne, de var selvfølgelig fulde og sagde velkomne til alle, men der var alligevel en speciel stemning i det lille rum, og jeg følte ikke, at jeg var mere end et menneske, for de forventede ikke andet af mig. Jeg var ikke en studerende, en hvid eller en rig, jeg var bare et menneske ligesom dem. Mærkeligt at opleve.

Efter at have siddet noget tid i det lille rum og talt med de forskellige, gik vi igen tilbage til gaden med små barer. Joseph førte os ind i et lille rum, der lå åbent ud mod gaden. Herinde var der et lille tv i hjørnet som spillede lokale musikvideoer, eller var der kun tre træbænke proppet med sociale tilfælde. Der var ca. 10 mennesker derinde, og der føltes meget klemt. De var alle sammen meget fulde eller skæve, nogen sad og stirrede, andre prøvede at tale fornuftigt til os og andre igen stod op og svajede til musikken. Igen følte jeg mig mærkeligt nok tilpas i det selskab, de var alle sammen meget ivrige efter at byde os velkomne, og ingen opførte sig ubehageligt over for os. Selv om de fleste mentalt ikke var til stede, var det tydeligt at mærke den løsslupne stemning, en stemning som gav lov til at flyde væk fra virkeligheden. Det var ligesom at være i en parallel verden, og jeg er næsten sikker på, at de følte det på samme måde. Mon ikke også jeg selv ville gribe enhver chance for at flyde væk fra en uønsket virkelighed?

Senere kørte vi tilbage til middelklassen og fik en snack og lidt natmad, klokken var nu omkring midnat. Grunden til vores pit-stop var, at gadedrengene endnu var på arbejde, og derfor kunne vi endnu ikke se dem sove på gaden. Efter en halv times tid gik vi igen ud i natten. Jospeh kørte bilen langsomt op ad en gade lige bag vores hus, den gade hvor vi går hver dag, og her kunne vi se små grupper af drenge klemt sammen under gamle sække. Han stoppede op, for at vi kunne komme ud og hilse og uddele kiks og juice til dem. Da vi steg ud af bilen genkendte jeg straks flere af drengene, som dem der kommer hver onsdag og leger med os, hvis ikke hver dag efterhånden. Lige så stille vågnede et par stykker af dem op, med søvndrukne øjne tog de taknemmeligt imod vores ting, og vi små snakkede lidt med dem. Men hvad skal man sige? ”Nå, er det ikke lidt køligt at ligge herude på cementen, det er da godt det ikke regner i nat”. Suk, det var svært, men jeg er glad for at jeg kendte dem og omvendt, så var jeg ikke en helt fremmed hvid, som bare kom for at se på deres sølle tilstand. Næste dag takkede flere af dem igen, på en måde er det også rart at have set det hele og ikke kun silhuetten af deres liv. Nu ved de, at vi ikke er uvidende naive hvide, i al fald ikke lige så meget som i begyndelsen af opholdet. Vi kender til deres situation og på trods og endda netop derfor, har vi endnu mere lyst til at bruge tid og kræfter på dem.

Her er vi på hovedgaden bag vores hus sammen med nogen af de drenge, vi  kender allerbedst. 

Det sidste stop på vores tur, efter at have kørt rundt på gaden bag vores hus og dens sideveje, var på lossepladsen. Her sover de mest hardcore af gadedrenge, dem der har levet så mange år på gaden, at de ikke længere kan eller vil leve på andre måder. De sover ubeskyttet på nogle murstenshøje midt i lossepladsen, det er et af de farligste steder, fordi det er isoleret fra andre mennesker, og det eneste lys er fra stjernerne. Her er risikoen for overfald stor, og derfor er det kun de ”gamle” drenge, man finder herude. Vi mødte f.eks. en stor dreng på 18-20 år, Simon, som Jospeh flere gange har tilbudt hjælp, men han har alle gangene stukket af eller kommet med undskyldninger, for ikke at tage imod hjælpen. Problemet er, at han har ondt i den nederste del af ryggen, og senere kan det betyde, at han ikke vil være i stand til at være en fysisk arbejdskraft, og dermed ikke kunne overleve på andre måder end tiggeri. Jospeh siger, at det formentlig skyldes voldtægt. Desværre er gadedrenge de mest udsatte for seksuelle overgreb, da der ikke er nogen til at beskytte dem, og de ikke har mulighed for at rapportere til politiet senere. En dreng som Simon er formentligt blevet voldtaget flere gange, og det viser sig nu i rygskader. Det er godt nok barskt at møde sådanne drenge. Det onde går i ring, for når gadedrengene er ofre for voldtægt som små, vil de selv voldtage senere. Derfor er det oftest de større gadedrenge som voldtager de små gadedrenge, for de har ikke har mulighed for at gøre modstand, suk.  

En af murstenshøjene på lossepladsen, under plastiklagnet kan man se et par fødder stikke ud.

Kl. 1 var vi hjemme igen efter vores natte udflugt, det var så mærkeligt og kontrastfyldt at komme hjem til sit eget hus. Nogen af de gadedrenge vi kender allerbedst sover ikke mere end 50 m fra vores værelse! Det føles så forkert og ulige, jeg havde det elendigt, men var samtidig glad for at kende virkeligheden. Heldigvis er jeg hernede og gør en forskel, det letter, men på trods af den hjælp jeg giver, vil det altid føles utilstrækkeligt. Det er så godt at en mand som Joseph har hjerte for gadebørn, hver uge er han ude på sin nattetur og uddeler snack til drengene, han snakker med dem, og ind imellem er en dreng heldig at få seng og skolegang gennem Bethania børnehjem. Så er der huse som vores, hvor drengene er velkomne en dag i ugen og får gratis mad og mulighed for bad og tøjvaskning. Jeg ved, at også Joseph åbner sit hjem en gang om ugen for drenge, her tjekker han blandt andet også op på deres sundhed og følger dem eventuelt til hospitalet, som er forpligtiget til at betale for børn uden værger. Det er en trøst at tænke på hans arbejde.

Ind imellem har vi også holdt ”cinema” foran vores hus. Så sætter vi projekter op, så der er storskærm på nabohusets væg, højtalere i vinduerne og måtter på jorden. Der kommer ca. 15-20 drenge, når vi afspiller gamle Disney klassikere, det er så hyggeligt, de har enormt behov for fysisk kontakt, og her er der masser af mulighed for at give knus og sidde tæt. De griner højt, når katten ikke kan fange musene i Askepot, og gruer for Snehvides skæbne, idet hun tager en bid af det forgiftede æble, det er sådan nogen gode cinema-aftener vi har med dem. Vi har haft lyst til at give dem en masse ting; nyt tøj, tæpper, madraser og ikke mindst mad, men hvis man giver ting, kan man hurtigt komme i klemme. Derfor er det skønt at kunne give dem oplevelser, det kan ingen stjæle fra dem, og der er en naturlig stopgrænse.

En anden opmuntrende ting at tænke på, er de børn ude på børnehjemmet, hvis ikke de var der, ville de have været på gaden. Så selvom jeg måske har brokket mig over det praktiske arbejde, er jeg uendelig glad for at have været til at gøre et hus klar til ellers hjemløse børn. Nu er der 14 børn på hjemmet, men der er mulighed for at der kan bo 32, derfor har vi nu startet processen med gadedrenge. Hver onsdag, når de kommer til vores hus, har Mathias (far på børnehjemmet) samtaler med mulige indflyttere, han tjekker deres baggrund, deres vaner og deres vilje til en ny livsstil. Han har lige tjekket en lille dreng på 10 år, James, han er en sød og stille type, som ikke har fået en hård attitude endnu. Desværre viste det sig, at han både ryger og drikker, derfor kan han desværre ikke flytte ind på børnehjemmet. Selvom man skulle tro, at det netop er en type som ham, som har mest brug for hjælp, og det er det måske også, så bliver man nødt til at vælge dem med de gode vaner. Det kan lyde hårdt, for hvordan kan mennesker vurdere mennesker, men risikoen er, at James kunne blive en sej dreng på børnehjemmet og bringe vaner som rygning og drikning med op på hjemmet. Man er nødt til at vælge dem der umiddelbart er mest håb for, dem som ikke har levet mange år på gaden og som derfor stadig kan indrettes. Det er så hårdt, tænk på hvor tæt James har været på sin chance for forandring og alligevel ikke fået den.

Her er James på bagagebægeret af min cykel, vi har lige været ude på en hyggetur rundt omkring i byen. 

Forhåbentlig har Therese og jeg tid nok til at få en finger med i spillet, vi har gennem vores ophold fået en fornemmelse af de forskellige gadedrenge, og derfor har vi selvfølgelig en mening om, hvem der skal have chancen. Jeg håber at kunne være ude på børnehjemmet den dag de første gadedrenge kommer derop, det ville være så spændende at følge med i det skift, der vil ske for dem.

Nu har jeg vist spillet nok violin for drengene i Sumbawanga, men det fylder rigtig meget i mit hoved. Jeg er glad for at opleve det, og få lov til at kunne have indflydelse på drengene fra gaden. Det er helt sikkert noget jeg godt kunne finde på at gøre resten af mit liv, sådan føler jeg i al fald lige nu.

Glædelig jul (så underligt at sige, jeg er overhovedet ikke i julehumør, det er svært i 30 graders varme)

Amanda

Hr. Hoved, wazungushow og en nær død oplevelse

Mine fingre bløder af alt for meget guitarspilning, jeg er virkelig blevet god nu, i al fald til at øve mig. Der er ikke så meget andet at lave, når det er for mørkt til at gå ud, og strømmen er gået. Derfor spiller jeg rigtig meget og er blevet helt musikalsk, jeg har faktisk også optrådt og med solosang oveni! Det kommer I til at læse mere om senere i det her indlæg. Jeg vil også fortælle om en kendt Hr. hoved, en lille tur til Kipili (igen) og om Thereses og mine overnatninger på børnehjemmet.

Og hvordan kan det så være at jeg har optrådt med guitarspilning og solosang, mig der dårligt nok tør synge højt i badet af frygt for nogen hører mig. Det hele startede med vores berygtede cykeltur, efterhånden som fanskaren troligt råbte ”wazungu” morgen efter morgen, følte vi til sidst at vi måtte give noget tilbage for alt deres hepperi. Det er jo sådan at hele familier samler sig langs vejen, når wazungu kommer cyklende, og jeg har flere gange haft lyst til at gøre noget vildt foran dem, noget som ville overraske dem. F.eks. stille mig op på sædet som var det en cirkushest eller begynde at skrige og lave abe-lyde, men da jeg enten ikke er i stand til det eller ikke er sikker på at deres reaktion ville være positiv, valgte jeg sammen med de to andre piger at lave noget helt andet – næsten. Nemlig WAZUNGU-SHOW.

Wazungu-show er et show med os 3 wazungu i hovedrollerne. I showet, som består af 7 scener, er der 4 sange, hjemmeskrevet på swahili selvfølgelig. Plottet er at en kvinde, som spilles af mig, begæres af to mænd, Therese og Karen, men i sidste scene finder de ud af, at hun allerede er gift. Det er her min solosang kommer, jeg synger om min mand derhjemme, og om hvordan jeg ikke vil giftes med dem. Inden de finder ud af det prøver de på alle mulige og umulige måder at imponere kvinden, her går det hele tiden galt for dem, de falder i banaskralder, baldrer balloner og kommer op at slås flere gange.

Det har været så skægt at optræde med showet, og vi har fået så meget succes med det. Først kommer tre overlæssede cykler med wazungu kørende midt mellem de små lerhuse, så samler der sig automatisk en masse nysgerrige mennesker og følger os med øjnene, mens vi prøver at finde et godt sted at sætte scenen op. Inden længe finder vi som regel et par gode træer med nogle meters mellemrum og herimellem sætter vi et lagen op, som så udgør det for endevæggen på scenen. Mens vi stiller op samler der sig endnu flere mennesker, de siger som regel ikke siger noget og passer på ikke at komme for tæt på de fremmede, men man kan se at de er ved at sprænges af nysgerrighed og underen. Vi lægger et sjippetov ud i en halvcirkel fra lagenet og så får vi dem alle sammen til at samle sig på den ydre side af halvcirklen. Vi selv går bag scenen og maler skæg på Therese og Karen, og når alt er klar går vi ud med en guitar og synger den første sang. Det er en introsang, hvor vi synger velkommen til alle og prøver at lokke endnu flere tilskuere til vores wazungu-show. Der plejer gerne at samle sig ca. 50 mennesker i alle aldre og former, og de er alle sammen underholdt.

Under hele showet får vi masser af opmuntrende respons fra publikum, de bliver forskrækkede og skriger når ballonen baldres, de er ved at knække af grin, når Therese skvatter i en banaskrald og Karen puster hende op igen ved hjælp af en cykelpumpe, og de krummer tæer på min vegne, når jeg taber min nederdel og løber rundt i drengeunderbukser. Det er simpelt hen så sjovt at vise wazungu show, man kan se hvordan det kommer helt bag på menneskerne, at der pludselig kommer tre hvide piger og sætter et skørt show op. Det føles også skørt, som om man er en månemand – kun på besøg for en kort tid, og så tager man hjem til sin egen verden, som ligger uendeligt langt fra deres, og de vil aldrig få os at se igen.

Her er de tre berømte og berygtede wazungu

Sidste gang vi optrådte var ude ved børnehjemmet, det var der allerbedste publikum ind til videre, de var fuldstændig kørt op, og klappede og råbte og trillede med tungerne allerede inden vi sluttede introsangen. Når vi er færdige med showet har vi en outrosang, hvor vi synger tak og farvel til publikum. Under denne outrosang kom flere kvinder ind på scenen og begyndte at danse med deres tørklæder flagrende over hovedet som et sejrssymboler, det var så fedt. Når noget er virkelig godt, så er det kutyme at kvinderne danser op på scenen og synger med og vifter med tørklæderne på den måde, f.eks. når koret i kirken synger en ekstra god sang eller hvis en person holder en virkelig god tale. Det var det samme der skete under denne optræden, det var så sjovt. Vi var helt oppe og køre og det samme var resten af publikum, det var det bedste show, men alle showene har været så sjove og opmuntrende at lave. Det var dejligt at kunne give noget underholdning til alle de nysgerrige publikum, som ellers normalt kun ser os cykle forbi i en fart.

Vi har igen været på weekendtur til Kipili, det er skønt. Vi var også ude på luksus lodgen, hvor vi spiste en rigtig god middag for første gang i flere måneder. Og så oplevede jeg min første vilde-farlige-Afrika dyr situation. Jeg var i bad og på vej ud opdagede jeg en mørk skygge mellem folderne i badeforhænget. Der sad en kæmpe lang og mørk edderkop, udstrakt ville den ca. være på størrelse med min hånd. Jeg ignorerede den først og gjorde mig færdig på badeværelset, jeg har set større edderkopper hernede før. Men så inden jeg gik ud skulle jeg jo lige kigge ekstra godt på den, og dan jeg rystede lidt provokerende i badeforhænget rejste den sig på benene i angrebs position, og så løb jeg ellers ret hurtigt ud. Da Knud, missionæren, så den, sagde han, at den hurtigst muligt skulle slås ihjel for det var en af de giftige. Arg, så var jeg ikke så kæphøj over for den længere. I Kipili har de generelt flere af de farlige dyr, og volontørerne derude har både set giftige slanger, skorpioner og nu giftige edderkopper. Den første gang vi var i Kipili sov vi uden myggenet, og jeg sov endda på en madras på gulvet, gulp, det gjorde vi ikke igen. Denne gang sov vi tre klemt sammen i en lille dobbeltseng, men der var i det mindste myggenet. I Kipili fik Therese og jeg også til opgave at undervise en døv i tallene. Det var rigtig en rigtig god opgave, han var så taknemlig, anden gang, havde han taget sit pæneste tøj og sko på til undervisning. Jeg glæder mig til at se ham næste gang i Kipili, det var lige en diakon opgave for mig.

Her nyder vi solnedgang over Congos bjerge, som man kan se fra lodgen i Kipili

Nu har Therese og jeg overnattet flere gange ude på børnehjemmet, og det er en oplevelse, og giver os meget mere end, når vi kun er der om formiddagen. De fleste af børnene går stadig i skole, så den tid vi har med dem er begrænset, da vi stadig står for meget af det praktiske arbejde som foregår i løbet af formiddagen. Nu er vi f.eks. i gang med at slibe vinduer ned, så vi senere kan male dem. Derfor besluttede vi os for at binde en dobbeltmadras på Thereses bagagebærer og sætte to dynesæt i min cykelkurv og så ellers cykle der op igen inden aftensmaden. Det er meget meget sjovere og hyggeligere at være der om eftermiddagen og aftenen, det håber jeg vi kommer til mange flere gange.

Ind til videre er der ingen elektricitet på hjemmet, så kl. 7 når solen går ned over bjergene i horisonten er der bælgragende mørkt. Børnehjemmet ligger i et ”nybygger” kvarter, der er masser af halvfærdige huse og små butikker, men i det store hele er det stadig et stykke fra byen, og derfor kommer der med mørket og en særlig nattestilhed. Det eneste vi kan høre er alle cikaderne og enkelte gange omstræffende hunde som hyler af den liggende måne.  Alle børnene går rundt med lanterner og ligner små mørke feer med strålende hvide tænder, det er helt specielt. Stjernehimmelen derude er helt fantastisk, når det er fuldmåne er der lysere udenfor end indenfor, og omridset af ens skygge er så skarpt mod grusset på stierne. 

De gange vi har sovet derude, har vi taget computere med, og ved hjælp af dem har vi leget stopdans og set film hele aftenen. Efter sådan aften er vi virkelig populære, og vi bliver inviteret til at sove derude hver eneste dag nu.

Her springer jeg rundt i de halvfærdige bygninger på børnehjemmet med Mariam

En aften var jeg også med i, hvad de ynder at kalde en biograf. Jeg blev inviteret af en af de større drenge, Daniel (korlederen), det var ved at blive mørkt, og jeg var egentlig lidt beklemt ved situationen, for hvad ville alle de andre ikke tro, ikke mindst Therese? Biografen viste sig at være et privat ejet tilbygning til et hus, der vises hver aften amerikanske film for 200 T.sh. (ca. 0,75kr.), og ude foran kunne man købe sukkerør, hvilket gulvet viste tydelige tegn på. Rummet var ca. 10 m langt og 4 m bredt, nede i enden stod et lille fjernsyn med en kæmpe skrattende højtaler på hver side, og ned langs væggene var primitive bænke stillet op i rækker. Efter Daniel havde betalt, satte vi os ind og sad som akavede teenagere, jeg kunne slet ikke koncentrere mig om filmen, som var en voldsom action Kill Bill lignende genre med swahili tale ind over, og lidt efter gik han ud for at købe sukkerrør til os. Inde i ”salen” var jeg samtidig ved at krumme mine tæer over, hvordan jeg kunne havde viklet mig ind i denne situation, det lignede jo overhovedet ikke en ”forældreløs barn med pædagog som mor” situation. Han kom hurtigt ind med et sukkerrør til os hver, og til jer der ikke kender sukkerrør, så er det ligesom en kæmpe tyk bambus med sødt blødt træ indeni. Man rykker den temmelig hårde bark af med tænderne og spytter den ud, og når man omsider når ind til det bløde gumler man lidt og suger saften ud, derefter spytter man også det ud. Så der sad vi og gnavede og lignede to vildmænd, jeg prøvede alligevel på bedste vis at være ladylike, men det er svært med salv ned af hagen og sukkerrørsklumper spyttende ud af munden. Folk blev ved med at komme og forlade salen, men pludselig hilste nogen af de kommende på mig, og jeg opdagede til min overraskelse, at det var en flok af de mindre drenge fra børnehjemmet. Hahal, her troede Daniel lige at han havde inviteret mig privat ud, og pludselig sidder jeg og hygger med de små drenge og deler sukkerrør med dem, han prøvede at smile og være glad, men jeg kunne godt fornemme noget andet i den tone han talte til de små drenge. Det var en underholdende aften, og jeg er glad for at havde prøvet en tanzanisk date, men jeg er også glad for, at jeg blev reddet ud af situationen af de små drenge.

Ahhh dejlig sommerhus afslapning i bedste stil

De sidste par weekender har vi været så heldige at komme i sommerhus. Mzungu Peter, som tidligere har taget os med på forskellige ture, er på orlov i Danmark de næste 2 måneder, og vi har fået lov til at tage på sommerhus tur i hans hus. Det er indrettet meget hyggeligere end vores eget og har hverken rottelort ned af væggene eller en masse fremmede mennesker løbende frem og tilbage. Det har været så dejligt og afslappende at kunne tage på weekendtur derude. Han bor et stykke fra Sumbawanga bymidte og har en lukket gårdhave, så vi har nydt at kunne gå rundt i vores badetøj og få sol på andet end ansigt og fødder. Ind imellem kan det godt blive lidt anstrengende at bo i samme hus som 3 andre afrikaner drenge + 2 Mamas som kommer hver dag + diverse mennesker fra Sumbawanga og omegn, som bare lige vil hilse på, så er det dejligt at have et sommerhus uden for byen.

Her kan man se hvordan Mr. Kichwa sidder skjult bag et spejlebord

En anden sjov ting vi har oplevet er Mr. Kichwa (Hr. hoved). Vi var kommet hjem efter arbejde og opdagede Mama ‘ene og Nivard i en ophidset samtale, Mr. Kichwa var kommet til byen. Mr. Kichwa? Ja, vi fik så forklaret, at det er en person som er i stand til at leve uden sin krop, han er altså kun et hoved. Oveni købet er han i stand til at svare på alle spørgsmål, det har han selv bevist gennem fjernsynet. Nivard havde set ham i fjernsynet, og nu havde man altså muligheden for at møde ham live for kun 500 Ths. (2kr.). De tre lokale var ret sikre på, at han virkelig kun var et hoved, det havde de jo set i fjernsynet! Therese og jeg var flade af grin og meget skeptiske, men for at være sikre, gik vi alligevel med til Mandela stadion, hvor Mr. Kichwa befandt sig. Da vi kom derhen, var der noget lignede et telt stillet op, og uden på var et papskilt med noget håndskrevet tekst, det var simpelt hen sådan et amatørshow. Vi betalte vores shillings til en mand med megafon og stillede os derefter i kø. Manden med megafonen blev ved med at overbevise forbigående folk om, at her var der simpelt hen en mand uden krop i stand til at svare på alle spørgsmål, der kom en pige i kørestol, jeg håber ikke hun blev for skuffet. Endelig kom vi ind og kunne kigge gennem et vindue klippet i noget plastik ind til Mr. Kichwa. Der lå hans hoved på en tallerken over på et bord, og under bordet var der intet.  Først tænkte jeg så det knagede og fattede ingenting, men så fandt Therese ud af at siderne ned af bordet var spejle, sådan at det kun var et synsbedrag, i virkeligheden sad manden under bordet, men skjult af spejlvægge. Ej, det var simpelt hen så dumt. Da vi kom ud talte vi højt om vores oplevelse, og flere mennesker lyttede, de var oprigtig nysgerrige og ivrige efter at høre sandheden, for mange af dem havde Mr. Kichwa været en sandhed indtil da. Til sidst kom megafon manden hen og bad os om at tie stille, han sagde, at han godt vidste hvad vi vidste, men ville vi ikke nok være søde at tie stille, for hvordan skulle han ellers få penge? Jeg sagde det hele var fake, og hans svar til det var: Ja, det hele er fake, undtagen pengene. Og det er jo egentlig talt rigtigt. Heldigvis fik vi da overbevist Mama ‘ene og Nivard, Mama Pendo havde heldigvis været klog nok selv, hun havde spurgt om sin afdøde mands navn, og da han ikke kunne svare, havde hun ikke længere noget tilovers for ham. Sådan Mama Pendo! Men hvor er det dog let at snyde tanzanierne, de er slet ikke vant til at stille sig skeptisk over for det overnaturlige, for dem er det sandt det hele. 

Noget nyt og spændende er, at jeg næsten har besluttet mig for at tage til Kenya i slutningen af mit ophold (januar måned). Min oprindelige plan var egentlig bare at få tiden til at gå med at besøge gamle venner, men en af mine utallige drømme er at se Karen Blixens hus, og nu ser jeg endnu en mulighed for at opfylde den. Jeg har kontaktet forskellige venner, men er ikke helt sikker på hvor meget der er nået frem, det ville nemlig være dejligt med en følgesvend. Jeg tror, at det er muligt for mig alene, men det er altid sjovere at være to. Så derfor, hvis nogen står med overskud af tid og penge, og gerne vil opleve Tanzania/Kenya, grib muligheden!!! Jeg kan desværre ikke tilbyde safari, been there-done that, men jeg vil meget gerne se Nairobi, på minisafari, bestige Mt. Kenya (2. højeste bjerg i Afrika) og rejse op af østkysten for at opleve den gamle swahilikultur, snorkle og slappe af. Og hvis der er ekstra ekstra tid, så kom endelig før ferien og oplev den lokale kultur og mine lokale venner sammen med mig J

Håber vi ses i Afrika - Amanda

Vandfald, fester og computere

Så er der igen sket en masse ting her i Tanzania, ikke mindst for mit vedkommende. Vi har nu officielt åbnet børnehjemmet, set Afrikas 2. højeste vandfald og overværet en undervisningstime i computer.

Desværre kan jeg ikke vende det rigtigt, men jeg synes I skal se mig og Therese som Mama Waafrica

Men allerførst vil jeg opdaterer med hensyn til dyre-situationen i vores hus. Som bekendt døde den ene hund, formentlig af forgiftning, i stedet har vi fået en god erstatning. En morgen kom Mama Simon med en gammel papkasse på hovedet, indefra den kunne vi høre små ynk, og da hun satte den ned, opdagede vi to små kluntede hvalpe nede i. Nåårrhh de er simpelt hen de kæreste væsener, jeg skal helt sikkert have mig 30-40 stykker, når jeg engang kommer hjem. De er bare så søde! Vi har navndøbt dem Bailey og Morgan efter farven på deres pels, og så er det to gode væsker vi savner meget hernede.

Desværre er de ikke de eneste dyr der er kommet til. Vi har også fået en langhåret afmagret kat. Den er til gengæld ikke spor sød. Den gnider sin knoglede behårede krop op af ens ben konstant, og siden den kom, har der ligget en sur lugt af katte tis i stuen. Meningen med den er, at den skal fange rotterne på loftet, men ærlig talt vil jeg hellere have dem til at rende rundt om natten, end en kat der fælder døgnet rundt i alle møblerne. Jeg har ikke følt mig allergisk over for den, men for at få den ud, har jeg hostet overdrevent og gnedet mine øjne til de blev røde, alt sammen for at overbevise Mama’erne om hvor dårligt det er, at den bor i vores hus, og nu tror jeg endelig at den er blevet en udekat – hæhæ.

Ellers er der de sædvanelige dyr som edderkopper på størrelse med underkopper, tusindvis af myrer, kakerlakker og myg, men det er alle sammen nogen man vender sig til. Og så er vi sluppet af med geden igen, den var også begyndt at blive lidt hoven. Den stangede efter både én selv og ens cykel, og prøvede utallige gange at parre sig med vores hunde. Men vi nød den i fulde drag til indvielsesfest for børnehjemmet, der smagte den rigtig godt.

Vores praktikplads er nu officielt startet, her godt halvvejs inden i vores praktikforløb. Nyumba ya Peter, Peters house eller Peters hus, det er der vi arbejder, og det er der børnene nu bor. Peter er en helt hvid dansker, som tilfældigvis kom i snak med en tidligere volontør fra BDM i et tog. Han hørte om arbejdet i Tanzania, og besluttede at donere 250.000 kr. til BDM’s arbejde. Det blev besluttet at opføre et børnehjem i Sumbawanga for pengene, og deraf Nyumba ya Peter (=Peters hus).

Peter besluttede også at komme til Sumbawanga i egen høje person, for at se hvordan pengene var blevet brugt. I den anledning holdt vi en officiel indvielsesfest med højtstående gæster både fra kirken og regeringen. Det endte med at blive en rigtig god fest, der var flere der fældede en tåre, og jeg var også selv tæt på flere gange.

Det startede godt ud med, at vi et par dage inden fik tildelt en programoversigt over festen. Gæsterne skulle komme mellem 10.45 og 11.00, derefter var der et par taler, noget optræden, spisning og til sidst skulle gæsterne gå hjem mellem 12:30 og 12:40. Alting er programmeret ned til mindste minut, når man skal holde en rigtig fest i Tanzania. Selvfølgelig blev det overhovedet ikke overholdt.

Gæsterne kom mellem 11:45 og 12:30, stakkels Mzungu Peter og hans familie var selvfølgelig kommet til den officielle tid kl. 11, og havde svært ved at forstå at samtlige gæster kom for sent. Men så længe alle kommer nogen lunde på samme tid, så er der vel heller ingen der kommer for sent?

Da alle gæsterne havde indfundet sig, blev der ellers rettet op på stemningen. Der var en masse entusiastiske talere og alle kunne blive enige om at det er et stort problem i Tanzania med de mange forældre løse børn. Det er sværere når der skal ske noget i praksis, så er de fine mennesker fra kirken og regeringen knap så entusiastiske.  Alligevel blev der gjort mere end talt den dag.

Børnene havde forberedt et skuespil over deres liv, og over hvordan de var endt på børnehjemmet. Jeg har set dem øve flere gange ude på hjemmet, og hver gang blevet rørt, men alligevel var jeg igen ved at græde til premieren. Man kan se på dem, at det ikke kun er skuespil, de har rent faktisk oplevet det. F.eks. er der i skuespillet to børn som mister deres far, i den scene triller tårerne ned af kinderne på næsten alle børn og flere af dem begynder at hulke. Det er virkelig hårdt at se. Der var flere af gæsterne til festen som også græd under forestillingen, og bagefter rejste en mand sig, og fastlog at det er en realitet for de børn på hjemmet. Herefter opfordrede han til en spontan indsamling til børnehjemmet, hvor der blev doneret en masse penge til børnene og deres nye hjem.

Her klipper Peter og Knud snoren over
og åbner dermed officielt børnhjemmet

Senere kom mere opmuntrende indslag som f.eks. da mig og Therese sang ”han har den hele hvide verden i sin hånd” med børnene - på dansk vel og mærke. Det gik rigtig godt, selvom det blev til den hele vilde verden, men det synes jeg kun passer bedre. Så var der også gave-overrækning. Vi havde sammen med et par af de ældste piger været nede i byen og udvælge stof til Peter og hans familie, de fik hhv. skjorter og kangasæt (matchende stofstykker til at slå om sig eller om hovedet). Når man skal give en gave på tanzanisk manér foregår der under dans og sang. Alle gavegivere kommer dansende i en lang række og de forreste overrækker gaverne, hvorefter de andre giver kram og håndtryk til de modtagende. Alle børnene kom dansende som en lang rytmisk slange, man kunne tydeligt mærke en kæmpe taknemlighed både fra dem og Peter og hans familie, gennem den høje sang, trillen med tungen og spontan dans. Alle børnene krammede familien med tårer rendende ned af kinderne, og her så det ud som om Peter ville give hele sin ejendom væk til børnene, så rørt var både han og hans familie. Det endte også med at han donerede yderligere 180.000 kr., fantastisk!

Det var sådan en god fest, meget ægte og meget intens. Børnene er udmærket klar over hvor heldige de er over at kunne bo på børnehjemmet, og også hvor skæmmende deres liv ville være, hvis de ikke havde muligheden. Jeg er så taknemlig for at kunne hjælpe til sådan et sted, de børn er de heldigste af de uheldigste.

En anden dag, en helt almindelig onsdag besluttede vi at tage med Karen i skole. Hun skulle undervise 40 min. i computer på en secondary skole (eleverne er mellem 15 og 23 år), og det mente vi nok var overkommeligt. Men hvor tog vi fejl.

Allerede inden timen begyndte havde flere elever prøvet at komme ind i klasselokalet, og en stor gruppe havde samlet sig uden foran. Jeg blev næsten helt nervøs, inden vi skulle lukke dem ind. Da tiden var inde stormede de ca. 60-70 elever ind til 20 computere, hvoraf 10 virkede. Opgaven stod skrevet på tavlen og gik up på, at de skulle skrive et dokument på 10 linjer i word og gemme det på skrivebordet. Det var ikke en nem opgave, og slet ikke når 6 sidder og diskuterer hvor startknappen er på én computer, og 10 andre står nede i hjørnet og hepper på deres ven, som er nået helt til 3. bane i bilspillet på en anden computer. Jeg er virkelig imponeret over at Karen klarer det. Det er en kamp at skulle undervise elever på så forskelligt niveau og med så få computere, og efter de 40. min. var jeg klar til at tage hjem. Hendes dag er ofte længere, og går ind i mellem fra 8-16 non stop undervisning.

Hun har også undervist i computer ude på en bibelskole og her er niveauet lavere endnu. Den første måned gik med at undervise i hvordan man tænder og slukker en computer, det var meget svært at forstå, at man ikke slukker en computer ved at hive stikket ud. Den næste måned sendte hun en mus rundt i lokalet, og de forskellige elever skulle så øve sig i at klikke og dobbeltklikke. Her kan man i forhold til teknik mærke, at Tanzania næsten er en hel generation bagud, det som begyndte at komme frem da jeg var lille, er nu ved at nå ned til den gennemsnitlige tanzanier.

Vi har været på tur med Mzungu Peter igen. Denne gang til Kalambo falls også kendt som Afrikas 2. højeste vandfald. Og hold da op, det var højt, vi kom helt ud til kanten af det smalle vandfald og kunne følge vandet 212 meter ned i en kløft, jeg fik helt lyst til at springe bungy jump igen.

Her sidder vi på kanten til kløften,
hvis jeg lænte mig bagug ville jeg falde 212 meter ned!

Det ligger ret isoleret og er overhovedet ikke et tourist præget sted, men der er til gengæld masser af lokale. Som altid havde vi en lang hale af børn efter os, og så snart vi kom hen til floden sprang de alle sammen i, med og uden tøj. Floden, som vi fulgte, danner en naturlig grænse til Zambia, og vi var da også ulovligt inde i landet et kvarters tid, efter at have passeret et par væltede træstammer, som udgjorde en bro.

Efter at have set vandfaldet kørte vi ud til en mindre landsby og solgte forskellige bøger og kangaer, Peter er præst og sælger derfor bibler, kristne bøger og sponsor kangaer, forskellige steder han kommer hen. Desværre var de lokale ikke så frimodige over for alle de wazungu der stod som sælgere, så vi fik ikke solgt særlig meget, men det var sjovt at prøve. Jeg har jo lidt erfaring fra Glitter, selvom det er noget anderledes at stå under et mango træ og råbe på swahili til forbi passerende, end at sige ”ja, så gerne” og ”selvfølgelig prutter vi ikke om prisen her i Glitter” i et indkøbscenter.

Turen varede en hel weekend, og han havde godt advaret os mod at vi muligvis ville finde overnatningsstedet lidt primitivt. Det viste sig at være det fuldstændig modsatte! Det var et lille paradis gemt mellem klipper helt nede ved kanten til lake Tanganyika. Så lækkert og luksus, og vi var de eneste gæster, så vi havde det hele for os selv. Det var dejligt at kunne kaste sig i en blød seng i en kølig stråhytte og kigge op på EN SLANGE. AAAAARRGG. Nøj hvor vi skreg, en af volontør pigerne skreg op og løb ud af værelset, da vi andre havde opdaget slangen, som snoede sig mellem tagbjælkerne, skreg vi mindst lige så højt og løb ud til hende på verandaen. Lyn hurtigt kom en flok af de ansatte og kunne hurtigt konkludere at den ikke var giftig, men jeg var alligevel glad for at sove med myggenet den nat.

Det var en dejlig weekend væk fra hverdagen, og altid hyggeligt at være sammen med nogen man ikke ser hver dag.

Jeg har tusind flere ting som skal skrives og forklares, men det er jo umuligt at få en hel verden ned på papir, I må vente til at jeg kommer hjem og kan vise timelange diasshows med billeder og forklarer med fagter og stemmer, næsten alt det jeg har oplevet hernede. Og der er kun gået ½ af tiden! Hvor er det vildt.

Hav det godt til vi ses i Danmark. Kærlig hilsen Amanda